Forside * Om Ruth Berg * Arrangementer * Udstillinger * Galleri * Priser * Til salg * Kontakt

Om mig

Her er lidt om mig selv, min baggrund og hvad der ligger bag mine malerier.

Foto Per Jensen-  Maj 2008
Foto Per Jensen- Maj 2008
Så længe jeg kan huske tilbage har jeg været omgivet af malerlugt, lærreder og pensler - og nu har jeg så i over 45 år beskæftiget mig professionelt med kunsten og maleriet.
Jeg er ud af en kunstnerslægt. Mine forældre var Kirsten og Poul Berg og de malede begge hele deres liv, og på begge deres sider går den kunstneriske åre flere generationer tilbage. Så man kan sige at jeg er vokset op med terpentin i blodet og det for mig har været naturligt helt fra barnsben at male og tegne.

Allerede som ung pige havde jeg de første udstillinger sammen med resten af familien på den gamle skole i Øster Svenstrup i Nordjylland hvor vi boede.
Jeg har altid været fascineret af at male naturen - især den nordjyske natur betager mig meget. Men mit hovedmotiv har altid været hesten. Jeg kombinerer gerne begge dele da det for mig går op i en højere enhed.

Når jeg maler er det for det meste olie eller akryl maling på lærred. Men jeg arbejder ligeså gerne med akvarel, keramik eller filt. I 17 år har jeg undervist i tegning og maling på aftenskole både i Hanherred og i Århus.

I dag bor jeg atter i mit elskede Hanherred. Jeg føler en stor tilknytning til landskabet og havet ved Jammerbugten. Men ellers har jeg flyttet en del rundt i mit liv.

Jeg er født i Århus i 1949, men mine forældre flyttede til Sverige med mine søskende og jeg, da jeg var 7 år gammel. Jeg husker de 5 år der derefter fulgte i Sverige som en skøn tid - selvom det naturligvis var lidt hårdt som lille pige, at skifte til en skole i et helt andet land. Men børn er jo utrolige til at tilpasse sig, så jeg havde nogle gode år med nogle pragtfulde minder. Den fantastiske natur og ”Dom eviga skogarna” som den kendte svenske forfatter Selma Lagerløf skriver om i mange af
hendes vidunderlige beskrivelser i sine bøger. Den
Svenske natur har virkelig fæstnet sig i mit hjerte,
og i mit sind, og drager fine paralleller til den nordjyske natur.

Som 12 åring flyttede jeg så tilbage til Danmark med min familie og vi grundlagde et liv i Øster Svenstrup gamle skole. Jeg husker det som et vidunderligt kunstnerhjem - rigt på kreativitet, gæstfrihed og en herlig leben. Her begyndte jeg for alvor at male og har ikke kunnet stoppe siden.
At male er for mig blevet livsnødvendigt - jeg maler fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.

Jeg finder som sagt stor inspiration i naturen - Når jeg maler naturen heroppe i nord, fyldes jeg med en meget stor livsglæde og samtidig føler jeg en enorm ydmyghed og respekt for skaberværket. På mine mange gåture langs havet og i naturen oplever jeg en plads og ro til eftertanke og livet som det nu engang er.
Vejrets skiften, farverne og lysets spil og den høje himmel finder alt sammen vej til min palet og skaber billeder som eks. Motivet fra Thorup Strand som ses i stort under Landskab.

Mine heste maler jeg altid med et glimt i øjet. Sjove, lidt skøre, med gang i farverne og fyldt med liv og spræl i temperamentet.
Jeg inspireres også tit af musik jeg hører, eller af en god historie - autentiske som nye og gamle. Som mange kunstnere før mig, kan fortællinger fra Bibelen - beretninger og visdomsord inspirere mig til at male.
Jeg ønsker med mine billeder, at fange øjeblikket og stemningen. Måske endda krydre det med et lille digt eller nogle ord som beskriver stemningen billedet har fanget.

Jeg er gift med Steen og har tre døtre på 46, 42 og 27 år. Min mand har også voksne børn - to døtre og tilsammen har vi 8 dejlige børnebørn!

Læs nedenfor i PDF filen om "Mit liv i en familie af kunstnere"

  • 5 Mit liv i en familie af kunstnere5 Mit liv i en familie af kunstnere

TIDLIGERE BESTILLINGSOPGAVER

I flere år har jeg været tilknyttet Vilhelmsborg ved større og mindre arrangementer med malerier som præmier, bla. til World Cup stævner.

I 2000 malede jeg et stort maleri som blev trykt til litografier til præmier i Dansk Varmblod.
Maleriet kan ses i Hovedbygningen på Vilhelmsborg-hvor sjovt nok min oldefar Provst Thomas Møller
og min oldemor Anna Traasdahl Møller ofte var gæster hos de daværende beboere og ejere
af Vilhelmsborg. De kom kørende i hestevogn fra Grundfør Præstegaard. Det er lidt pudsigt at tænke på,
når nu jeg selv har været udstillergæst på Vilhelmsborg utallige gange siden 1999.


2001 malede jeg til World Cup plakat i foråret og et i efteråret.
Der blev både trykt plakater og litografier af malerierne. Malerierne kan ses på Vilhelmsborg.

Jeg har flere gange tegnet/malet logo til større ridestævner og hjemmesider. Bla. har jeg tegnet logo til www.hest.no og ligeledes malet logo til Bernstoffparken København.

Desuden har jeg malet til utallige præmier rundt i landet, men også til USA og lande i Europa

2006

  • I juni illustrerede jeg til bogen "Vild med heste" forfattet af den kendte travmand Bjarne Pedersen.

  • Illustrationer og tegninger til Væddeløbsbladet.



2005
  • Illustrationer og tegninger til Væddeløbsbladet.



2004
  • Illustrationer og tegninger til Væddeløbsbladet. Samt mange præmier til Travfolket.

  • Tegnede til Dantotots tips-kuponer.



2003
  • Malede 19 meter med 14 heste på barrieren på et ridecenter ved Horsens. Bollerup.

  • Illustrationer og tegninger til Væddeløbsbladet.

  • Tegnede til Dantotots tips-kuponer.



2002
  • Malede plakaten til landsstævnet i Billund for ponyer i springning og dressur.

  • Illustrationer og tegninger til Væddeløbsbladet.

  • Tegnede til Dantotots tips-kuponer.



2001
  • Malede plakaten til 60 års jubilæummet for fjordhesteavl i Danmark.

  • Malede malerier til World Cup i dressur og spring, som blev afholdt på det nationale ridesportscenter Vilhelmsborg.



1996-99
  • På lokalcenteret SKELAGER i Nord Århus har jeg i perioden malet flere vægmalerier. Et af vægmalerierne forestiller havet og måler 12x2 meter!


I 2014 malede jeg store vægmalerier på Klim Camping som er min nærmeste nabo.
Billederne fra Badeland og Wellnes samt Tvstue for unge og børn kan ses på
Klim Camping Hjemmeside.

UDDRAG FRA PRESSEN

  • Norjydske Stifttidende juni 2008- Under Overskriften; HESTEMALEREN ER TILBAGE. "Ruth Bergs hjerte har altid banket for Han-Herreds smukke natur efter 20 år er hun vendt tilbage "


  • "Ruth Berg kalder sig med god ret Hestemaleren. Hun er kendt verden over for sine hestebilleder,der ofte er blevet anvendt til ærespræmier-katalogforsider-og illustrationer på Dan Totos tipskuponer ofte er hestene delvist skjult i værkerne "


Turistavisen for Han-Herred skrev :
  • "Ruth har udviklet sit eget billedsprog og farveregister, næsten hele sit liv har hun kombineret sine to store interesser - kunst og sin kærlighed til dyr, især hesten, og specielt dennes kombination er velkendt i Han-Herred og typisk for hende. Ruth arbejder også meget med landskabelige motiver,portrætter og lejlighedsvis med skulpturer og collager. I det færdige arbejde findes altid udtryk for glæde og varme "


Udtilling på Kirsten Kjærs Museum-Kunstavisen Påsken 2000 skrev bl.a:
  • "Ruth Berg er en stærk ekspressiv maler både i sine landskaber og hestebilleder. Det kræver god plads at opleve og at få fuld udbytte af de udtryksfulde billeder".


Efter en udstilling på Fyn -skrev Fåborg avis:
  • "Ruth maler gode heste og sjove heste med kraft og energi det er næbbe sidste gang man kommer til at høre om hende".


Nordjydske Stifttidende skrev i 2000 i forbindelse med en udstilling under overskriften- "Hestebilleder en fryd for øjet":
  • "Hendes yndlingsmotiv er heste-som hun skildrer med al den energi og skønhed der er i hesten og dens bevægelser. Ruth er blevet heste-og rideentusiasternes yndlingskunstner,og ved flere store stævner ( World Cup på Vilhelmsborg-og Benstoffparken Sjælland og i USA ) er gaven til ærespræmievinderne ofte et maleri af Ruth Berg"


Ridehesten-Hippologisk tidskrift- under overskriften ; Maler fascineret af heste:
  • "Ruth indfanger hestens kraft, styrke, hurtige bevægelser og skønhed i sine billeder".


Copyright © 2021
Ruth Berg
 Developed by: go2net.dk